Besøgstjeneste i Borris og Faster sogne - et anderledes venskab
Et anderledes venskab?
Borris og Faster menighedsråd har besluttet at arbejde frem imod en fælles besøgstjeneste til efteråret 2009. Menighedsrådene har opfordret Birthe Elise Ranfelt fra Borris til at lede besøgsordningen. Birthe er 53 år og uddannet diakon. Hun har mange års erfaring indenfor ældreplejen, både som medarbejder og i nogle år også som leder af De Gamles Hjem i Faster. I dag arbejder hun med unge udviklingshæmmede på Ganerbo i Skjern.
Jeg har spurgt hende, om hun vil deltage i et interview for at uddybe idéen med besøgstjenesten.
Hvordan fik du ideen til besøgsordningen?
Efter at De Gamles Hjem i Faster lukkede, har jeg tænkt lidt over, hvor de ældre fra området nu kommer hen? Det vil være sandsynligt, at man kommer ret langt væk hjemmefra. Jeg kan rigtig godt tænke mig, at vi fra kirken kan tilbyde en besøgsven fra lokalsamfundet.. Så har jeg også tænkt på, om der mon er ensomme mennesker eller personer, som er for meget alene, der kan have glæde af at få en besøgsven. Jeg har selv været besøgsven gennem Røde Kors, og det har jeg været rigtig glad for. Som besøgsven giver man noget og får meget mere tilbage!
Er der behov for en besøgstjeneste her i Borris og Faster sogne?
Det ved jeg ikke. Det er det, vi skal undersøge! Hvis der ikke er behov, er det fordi, vi er rigtig dygtige til at tage os af hinanden her i sognene.
Men jeg tror, der er mennesker, som er meget alene. Ensomhed kan opstå i forbindelse med et tab. Det kan være tab af en ægtefælle, tab af familiemedlemmer og venner. Det kan også være tab af førlighed. Ensomheden kan også opstå, fordi man er blevet nødt til at flytte til en anden bolig. Der er måske behov for, at der kommer en, som vil tage på tur eller spille kort sammen med besøgsværten. Måske er der også mennesker, som egentlig ikke er så meget alene, men som føler en åndelig ensomhed. Så kan vedkommende måske have glæde af at få besøg af et medmenneske, som han/hun kan synge en salme eller måske holde en andagt sammen med.
Hvem kan blive besøgsven?
Det kan personer, som er rare og venlige, gerne vil ind i et anderledes venskab, og som er villige til at yde en frivillig indsats i en kirkelig ramme.
Hvordan får jeg begyndt?
Det er muligt at henvende sig til én af os fire kontaktpersoner: Karen, Herdis, Henrik eller mig. Efterfølgende vil jeg tage ud og tale med vedkommende. Det gælder både den, der ønsker at blive besøgsven, og den, der ønsker at blive besøgsvært. Så vil jeg vurdere, hvem der passer godt sammen. Herefter aflægger besøgsvennen og jeg et besøg hos besøgsværten, fortæller Birthe.
Karen J. Olesen