image
  • Log på
  • Søg
  • Kontakt
  • Udskriv
  • Sitemap

Interview med kunstneren Jørn Henrik Olsen v/ Henrik V. Kristensen

Da vi nu i nogen tid har kunnet opleve den nye prøvealtertavle ved gudstjenester og kirkelige handlinger i Faster kirke, har vi i kirkebladsredaktionen fået lyst til at stille kunstneren, Jørn Henrik Olsen, nogle spørgsmål.

 

Vil du fortælle os lidt om din vej frem til det tidspunkt, hvor du kaster dig over kunsten?

 

Jeg udtrådte mine barnesko på Bornholm, hvor jeg også fik et meget tæt forhold til kirke og mission. Den største del af voksenlivet er brugt på teologisk undervisning og forskning. I 8 år var jeg undervisningsleder på et præsteseminarium i Tanzania. De sidste 12-13 har jeg undervist på Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet. Den brobyggende formidling mellem det kristne budskab og den kulturelt set brogede verden har stået øverst på dagsordenen. Kunsten har været en følgesvend hele vejen. Det skal dog opfattes sådan, at jeg de sidste 5-7 år mere og mere har satset professionelt på billedkunst.

 

Hvorfor valgte du kunsten med?

Nu er det snarere kunsten, der har valgt mig. Sådan oplever jeg det selv. Kunsten handler jo om hele livet. Intet er undtaget - og alt inkluderet. Også de helt store åndelige og eksistentielle spørgsmål er i spil som i den kirkelige forkyndelse og undervisning. Kunsten giver så meget fra sig, hvilket jeg også oplever under planlægning af udstillinger, foredrag om kunst og eksistentielle spørgsmål plus for eksempel ved skriveopgaver om kunst til bøger, tidsskrifter og aviser. Kunsten er et redskab til både at røre og at gøre noget ved selve menneskelivet. Vel, fordi kunsten på en meget direkte måde hjælper os til at tolke og forstå livet. I alle dets facetter og med alle dets mange udfordringer, glæder, smerter, håb osv. Det allerbedste og mest frydefulde ved livet er i fokus - og selv det mest alvorstunge og livsødelæggende er det.

 

Hvorfor arbejder du med kirkekunst?

Kunsten handler om både vort indre og ydre liv. Det står også på kirkens dagsorden. Den vil tolke og tyde, så troen og livet ikke blot er noget indre eller et privat anliggende. De kristne fortællinger er fuldt offentlige og angår alle mennesker. Det er fortællinger om Gud og mennesket. Om offer og skyld, ja, kærlighed, tjeneste, lidelse og tilgivelse. Også kunsten må gerne overrumple os og gøre kirken rigere på udtryk – og skildre fællesrum og mødesteder. Billedkunsten er et fantastisk redskab i denne sammenhæng. Jeg ønsker med mit liv at opholde mig på disse mødesteder. Kirken bruger tit meget tid og mange kræfter på at besvare spørgsmål, som ikke er blevet stillet af almindelige mennesker. Kan vi med den kirkelige kunsts hjælp få mennesker til at skrive den vigtigste fortælling ind i livet, så sker der i sandhed noget vigtigt.

 

Hvilke inspirationskilder ligger bag prøvealtertavlen i Faster?

’Vandringen til Emmaus’ er temaet – og for mig et afgørende billede på det at være kirke i det 21. århundrede. Kirken er et fællesskab mellem mennesker, men kirken er også kaldet til at være på vej, dvs. til at bryde op til mødet med mennesker, hvor de nu engang befinder sig. I det moderne liv skal mennesker ud og søge en mening selv. Det udfordrende spørgsmål er, hvorvidt disse mennesker finder hen til steder, hvor man sammen med andre i en åben og tillidsvækkende atmosfære kan tolke tilværelsens mening, også religiøst set. Vi må hele tiden spørge, om mennesker kan møde op med deres liv, så livets tekst og tekstens liv kan mødes. Medvandringsmotivet i de tre billeddele er altså helt afgørende. Derude på vejen til Emmaus kom Jesus gående ind i bedrøvede og sorgtunge disciples liv. Han blev deres medvandrer. Disse mennesker slider voldsomt med dét, de har set og oplevet i påskeugen. Vi forstår, at de taler om alt det, der var sket. Fraværet af deres herre og mester – ham de havde satset deres liv på – var forfærdelig nærværende. Angsten, mørket, smerten og tvivlen satte sig igennem. Men Jesus slår følge med dem. Gennem et nølende gennembrud åbnedes deres øjne, og de ser. På disse malerier har jeg tilstræbt at integrere både den rådløse vandring på vej til Emmaus (under mørkets fortegn), den pålidelige trosvej (hvor Jesus dukker op som medvandrer …) og den glade retur til Jerusalem (hvor erfaringen netop går på, at det gamle er borte, de vender tilbage – vender om – til fællesskabet, hvor der sker en ny begyndelse, fordi de genkender Jesus selv).

 

Sidste sommer havde du en udstilling i Slusen i Hvide Sande. Kommer der noget tilsvarende i år?

Kunstprojektet i Slusens Manøvregang i Hvide Sande var en stor og spændende oplevelse. Jeg har sagt ja til at koordinere en ny udstilling denne sommer. ’Kunst i dybet’ er temaet for udstillingen med fernisering søndag den 20. juli kl. 15-18. Undervejs frem til fredag den 1. august er der også nogle interessante aktiviteter, som jeg tror, mange i Faster sogn vil være interesseret i at tage del i. Der er flere informationer på www.hvidesandesluse.dk

 

Og så har jeg hørt om et nyt galleri på nettet, som du er gået med i?

Der er netop åbnet et netgalleri med navnet PODIE. Flere gode kunstnere med en kristen livsholdning vil udstille nogle af deres værker her. Også dette ser jeg som et meget spændende initiativ. Se mere på www.podie.dk Jeg tilstræber også løbende at vise nogle af mine nye malerier på min egen hjemmeside: www.joernhenrik.dk.

Opdateret  14-12-2010 /  af  default\Anonymous