I forbindelse med overflytningen af 7. klasse fra Faster skole til Kirkeskolen er jeg blevet spurgt om, hvordan vi kan løse det omkring konfirmandundervisning og konfirmation.
Problemstillingen berører også Jens Kristian Holmgaard og de tre præster, der er ansat i Skjern. Derfor mødtes vi alle fem for at drøfte muligheder og problemfelter. Vi vil gerne gå positivt ind i dette for at finde løsninger, der tilgodeser både konfirmander og forældre.
Vi havde så efterfølgende en drøftelse med Kirkeskolens leder, Flemming Libner. Han kom med et godt udspil med afsæt i, at konfirmanderne, der jo ellers blandes i nye 7. klasser, undervises med udgangspunkt i den 6. klasse, de kommer fra, uanset om det er Kirkeskolen, Borris eller Faster skoler. Dette faldt godt i tråd med vore tanker og betyder, at konfirmanderne kan blive undervist og konfirmeret af sognets præst i sognets kirke efter den datoplan, der tidligere er meldt ud.
Der var lydhørhed overfor vort ønske om, at konfirmandundervisningen skal ligge på to forskellige formiddage, så jeg kan have Faster-konfirmander én formiddag og Borris-konfirmander en anden. De elever, der så ikke går til konfirmandundervisning den dag, samles så af Kirkeskolen - formentlig til en dobbelttime i idræt - alt efter hvordan det planlægningsmæssigt kan lægge sig til rette. Den anden af de to konfirmandundervisningsdage bliver det så omvendt.
Det er muligt at låne et klasselokale på Kirkeskolen, hvor konfirmandundervisningen kan foregå. Når undervisningen ligger i Faster kirke, samles vi dér, og så sørger menighedsrådet for en bus, der transporterer konfirmanderne til Skjern til skolens tredje time.
Konfirmandundervisningen for Faster ligger onsdag morgen fra kl. 8.00 til 9.30 i et af 7. klasses klasselokaler på Kirkeskolen.
Spørgsmål er meget velkomne!
Henrik Vejlgaard Kristensen